Accu Chek · Anmeldelse · Blodsukkermåler · Mobile · mySugr · Roche Diagnostics

”Alt i én” – Accu Chek Mobile

Denne blodsukkermåler er efterhånden lidt af en veteran i min diabeteshverdag. Jeg synes at kunne huske helt tilbage i 2010, anden gang jeg var på skitur med min daværende diabetesafdeling, at jeg havde den første version af denne måler; en larmende klods som kan sammenlignes med murstenstelefonen, med en tromle med 15 teststrimler og en fingerprikker med én lancet i og en funktion til der spyttede den brugte teststrimmel ud frem for at gemme den til der ikke var flere strimler i tromlen. Naturligvis er denne måler kommet langt – i hvert fald i min optik.

Målerens funktioner og minimale affald pr. test
Måleren har en kassette med 50 strimler, som kører på et bånd fremfor at spytte den brugte strimmel ud. Dette betyder at der ikke er noget affald i forbindelse med brugen af måleren, før der skal skiftes stimmelkassette. Der er samtidig også deres dertilhørende fingerprikker, som anvender en lancettromle med 6 lancetter i. Derfor er det kun hver sjette gang der skal skiftes lancet, og hver halvtredsindstyvendes gang der skal skiftes strimmelkassette.

Det er naturligvis en stor fordel for dem der har en tendens til at glemme at skifte lancet – hvilket jeg kan understrege er ret vigtigt at huske, da en lancet bliver utroligt sløv allerede efter første gang du anvender den. Når lancetten bliver sløv, begynder den at gøre ondt ved anvendelse, og lave mere og mere grove huller i huden. Disse huller, som de fleste måske nok kender til, giver meget hård hud og er typisk repræsenteret af sorte prikker på fingerspidserne.
Samtidig er der den funktion at der ikke er separate teststrimler, men en kassette som indeholder 50 tests! Slut med de trælse strimler der lander bogstaveligt talt overalt. Når jeg ikke anvender min Mobile-måler, så er der oftest omkring 20 teststrimler der lander rundt omkring på en uge, og vi har flere gange oplevet herhjemme, at vores hund kommer rendende med dem i munden (note til mig selv: lær vores hund selv at smide dem i skraldespanden!)

For mig, er denne måler perfekt og helt igennem vidunderlig. Den jeg har nu har overlevet i flere år, på trods af en revne den har i kassettedækslet, hvilket bare er helt fantastisk (mine målere dør ofte efter et års tid, enten fordi de er slidte eller fordi de er ved at gå i stykker). Alligevel tænker jeg at det ville være overdrevet, hvis jeg skrev om alt det gode ved en måler, men glemte at fortælle om det der kan ses som værende mere eller mindre negativt ved denne dejlige skabning. Derfor har jeg bedt min kæreste sætte sig ned med den og kigge på den i tre forskellige scenarier; i bilen på vej til arbejde, hjemme på en fridag og midt om natten uden at vække mig eller hunden. Nedenfor gennemgår jeg hvad han observerede, og undervejs skal jeg nok komme med mine egne kommentarer til det.

Højere fejlmeldingsrate
Ved sporadisk anvendelse oplevede vi at der var fejlmelding på hver fjerde eller femte test. Dette er dog ikke decideret målerens skyld, men det faktum at man skal ramme strimlen lige på, uden at ramme med selve fingeren (altså kun med bloddråben). Det er min erfaring at hvis man rammer med fingeren, så er der omkring 50% sandsynlighed for at der går fejl på testen og man bliver bedt om at teste igen.

Intet farvedisplay
Okay, okay, dette er helt klart en subjektiv holdning. Da Mobile-måleren har et relativt lille display i forhold til målerens faktiske størrelse, så giver det god mening at der ikke er farve i skærmen. Skærmen er en sort baggrund, med en neon gul/grøn skrift. Det ville dog være rart hvis måleren havde en indikering rent farvemæssigt, om man er over, indenfor eller under mål området (dette har Mobile-måleren dog en pil til at gøre, men denne pil er måske lige lovligt nem at overse).

Intet lys i strimmelporten under selve testen
Det var svært at teste blodsukkeret om natten da det eneste lys der var i soveværelset var fra målerens skærm. Når man aktiverer måleren ved at åbne dens dæksel, så blinker et lille lys ved stimlen. Dette lys er dog ikke tilstede ved selve testen, og gør det derfor yderst besværligt at ramme teststrimlens prøveflade uden at komme til at røre den med fingeren.
Lys ved en strimmelport er ikke et krav, men det er en rar til at have. Jeg kender dog flere målere af nyere dato der ikke praktiserer dette, så jeg finder det ikke alt for generende. Jeg blev ikke vækket af måleren, og det bliver min kæreste heller ikke når jeg anvender den, på trods af at jeg altid tænder lyset for at teste om natten (oftest i forbindelse med lavere blodsukre).

Larmende og relativt stor
Når man aktiverer måleren for at teste blodsukker skal den køre en strimmel på plads for at kunne foretage en blodsukkertest. Dette larmer desværre en smule, men slet ikke så slemt som dens forgænger (Mobile-måleren med en 15-strimmeltromle). Larm er en subjektiv vurdering, og det har ikke været noget der ville vække hverken min kæreste eller jeg under brug. Sidder man i bussen og tjekker blodsukker tvivler jeg på at nogen ville høre målerens aktivering. Noget andet er størrelsen, for den er en af de større blodsukkermålere på markedet. Når man ser på f.eks. Accu Cheks Guide-måler, som egentlig ikke er større end adapteren til at lade din telefon op med, og så Mobile-måleren, så er der jo en betydelig størrelsesforskel. Dette forklares dog at det faktum at der er en kassette med 50 strimler samt to AAA-batterier i måleren, samt en fingerprikker med en lancettromle i tilkoblet. Alt er samlet i én, og sørger for at der ikke skal slæbes alt muligt andet med rundt. Placerer man samme type fingerprikker sammen med Guide-måleren og en bøtte med teststrimler, så er vi faktisk oppe på samme areal.

Ikke genopladelig
I en hverdag hvor vores ur, telefon, tablet og bil i visse tilfælde faktisk er genopladelige, så virker det lidt som spild at måleren skal køre på AAA-batterier. Det er dog et plus i min bog, at der er tale om dagligdagsbatterier fremfor de der knapbatterier som ingen har og som bare aldrig findes i køkkenskuffen! Så hellere de batterier man altid kan nappe fra fjernbetjeningen i en nødsituation.

Udover de lettere negative aspekter der kan være ved måleren – og husk nu at det er en subjektiv vurdering – så er der også nogle lækre udvidelser til den. Blandt andet har Roche Diagnostics, som producerer Accu Chek Mobile-måleren, et samarbejde med mySugr-appen. I forbindelse med det samarbejde har Roche Diagnostics to målere som kan anvendes sammen med mySugr; Accu Chek Guide og Accu Chek Mobile.
Inden du tænker at det virker mærkeligt, nu når Mobile-måleren ikke har hverken infrarød eller bluetooth, så har Roche Diagnostics været på forkant med det og designet en adapter der gør at man kan overføre sine data fra sin Mobile-måler til sin mySugr-app. Adapteren (og måleren i sig selv) kan findes på følgende hjemmeside: https://www.accu-chek-livsstil.dk/products/accu-chek-wireless-adapter.

Afslutningsvis, så har måleren et lidt mere stilet etui end dem der altid kommer med nye målere. Etuiet kan kobles til bæltet, og lukket med to relativt stærke magneter. Det er nemt at holde rent, og det forhindre at man kommer til at aktiverer måleren eller andet i den stil, når man ikke sidder med det i hånden.
Så vidt jeg ved, så er det en af de eneste målere der har et specielt designet etui der er udført på denne måde, hvilket bare gør det hele lidt mere interessant (i min optik).   

Anmeldelse · Insulinpumpe · Rubin Medical · Tandem T:Slim X2

”Den er jo ikke større end et dankort!” – Tandem T:Slim X2

Tilbage i slutningen af februar i år var jeg, sammen med fire andre diabetikere, til møde på vores lokale diabetes-ugekursus. Her mødtes vi med vores fem behandlere på teamet, samt en repræsentant fra Rubin Medical. Rubin Medical er det medicinalfirma som distribuerer Tandem T:Slim X2-insulinpumpen i Danmark, og vi fem diabetikere var de første i Region Nordjylland til at afprøve denne pumpe. I torsdags var vi så inde og give vores feedback i forhold til pumpens dimensioner, funktioner og vores brugeroplevelse. Til dem af jer der ikke kender Tandem-pumpen, så er den tit refereret til om iPump, da den er i stil med smartphones. Nogle af de ord jeg forbinder med pumpen er; brugervenlig, intuitiv, minimalistisk, stilren og tilvænning. Læs videre nedenfor, for at finde ud af hvorfor lige præcis de ord er noget jeg tænker på ved lige præcis denne pumpe.

Brugervenlig og intuitiv
Tandem-pumpen har én knap, som anvendes til at tænde og slukke for pumpens skærm. Knappen er placeret på toppen af pumpen, og når skærmen tændes bliver man mødt af en skærm der beder dig om at låse op for pumpen. Denne funktion med en låst pumpe kender nogen af os i forvejen, fra f.eks. Accu Chek Insight-pumpen, som havde en kombination man skulle taste på knapperne for at kunne anvende pumpen. På Tandem-pumpen er denne kombination dog lige så simpel som dagen er lang: 1-2-3 (jeg kan dog afsløre at min kæreste havde lidt svært ved at regne den ud i starten, så børnesikker kan jeg vel godt sige at den er!).

At der kun er én knap på pumpen, betyder at ved indtastning af kulhydrater bliver man mødt af et numerisk tastatur. Det numeriske tastatur fjerner en af de ting som nogen hader ved andre pumper; den uendelige kamp for at ramme den rigtig værdi inden for de første tre forsøg! Der skal ikke rulles gennem evige rækker af tal inden man rammer – tallet tastes lige så simpelt som havde det været på en telefon! Det samme gælder for blodsukkeret, og alle andre indtastninger for den sags skyld. Dog, eftersom pumpens display ikke er større end dit sygesikringskort, så er der ikke plads til det velkendte QWERTY-tastatur som de fleste nok kender fra deres telefon (men hvis du er fra 1990’erne, så kender du sikkert til den pine det kunne være at trykke forkert og begynde forfra på rækken med bogstaver du skulle igennem inden du kom til Q!).

Pumpen er smartere end man skulle tro! Når man står ved indtastningen af sine kulhydrater, så er der mulighed for at anvende en basal lommeregner som er indbygget i pumpen. Nede i hjørnet af skærmen, når man står og indtaster sine kulhydrater, så er der et lille ’’+’’ man kan trykke på. Derved aktiveres lommeregneren, og fremfor at skulle regne den samlede mængde kulhydrater ud selv, så kan man blot taste de forskellige individuelle mængder ind og derefter trykke på enten ’’=’’ for resultat, eller ’’CTRL’’ for at nulstille beregningen.

Minimalistisk og stilren
Da pumpen ingen knapper har, udover den tidligere nævnte til at låse pumpen op med, så har pumpen et langt mere stilrent design – i min optik – en for eksempel Animas og Medtronics pumper har haft. Da pumpens største flade ikke er større end et sygesikringskort, og pumpen i sig selv ikke er særlig høj heller, så virker pumpen ret lille og kompakt. Der er ingen reservoir-tilkobling der i sig selv stikker ud med hår plastik eller andet materiale, men derimod en lille tynd slange der leder til en lås længere nede, for at sikre at de bløde kanter og det rektangulære design ikke forstyrres. Hvor jeg personligt har syntes at meget af det diabetesudstyr der har været gennem tiden har lignet lige netop dét – medicinal udstyr – så ligner Tandem-pumpen mere eller mindre en meget lille telefon med et sæt høretelefoner koblet til, såfremt man ikke ved at det faktisk er en insulinpumpe.

Tilvænning
Alt nyt udstyr kræver tilvænning – og dette kan jeg som diabetiker gennem et årti skrive under på! Alligevel var dette et af de punkter det blev talt mest om ved vores opsamlingsmøde i torsdags. Hvor vi alle havde haft en eller flere typer insulinpumper inden vores møde med Tandem-pumpen, så var det alligevel en stor fællesnævner at måden man fyldte reservoir på var en god del anderledes fra f.eks. Accu Chek Insight og dens forfyldte ampuller.

Påfyldning af insulin gøres i følgende trin;
1. pak følgende ud og gør klar til anvendelse; reservoir, insulin, og en todelt kanyle til optrækning af insulin
2. træk den ønskede mængde insulin op i optrækningskanylen (der skal ikke fokuseres på bobler på nuværende tidspunkt)
3. indsæt optrækningskanylen i reservoiret, og træk resterende luft i reservoiret ud, for at skabe et vakuum i reservoiret
4. fjern optrækningskanylen fra reservoiret, og fjern eventuelle luftbobler fra optrækningskanylen
5. indsæt optrækningskanylen i reservoiret igen og fyld insulinen i reservoiret

Grunden til at jeg mener at dette kræver tilvænning, er at der for enhver pumpe er en bestemt rækkefølge at gøre tingene i. Dog er jeg så meget på tværs, at jeg ikke følger ovenstående rækkefølge, men tømmer reservoiret og skaber vakuum allerede inden jeg trækker insulin op. Begge metoder fungerer, men de anbefales at anvende den angivne metode ovenfor, da det er den metode Rubin Medical anbefaler.

En anden grund til at denne pumpe kræver en form for tilvænning, er batteriet. Da pumpen er genopladelig fremfor at bruge almindelige batterier, så er det blevet anbefalet af Rubin Medical, at pumpen oplades i ca. 15 minutter hver dag. Dette punkt blev der talt op ved vores opsamlingsmøde, da vi alle mere eller mindre var enige om at det ikke var realistisk at man satte sig ned hver dage og ladede sin pumpe op. Jovist, man kan sagtens anvende pumpen mens den lader op, men alligevel. Min bedste erfaring er at lade den op mens jeg er i bad, og ellers når jeg alligevel skal lade mit ur op. Pumpen kan, ved et fuld opladning, klare sig i op til 5 dage, afhængigt at brugerniveauet.

Andre småting der blev snakket om ved mødet
Fiasp: Vores repræsentant fra Rubin Medical forklarede os, at Fiasp ikke fungerer i Tandem-pumpen. Dette er dog ikke helt korrekt, men det kan være besværligt. Grunden til at man ikke anbefaler Fiasp i pumpen er, at den stopper til. Dette resulterer i en alarm om tilstopning på pumpen, og ingen afgivelse af insulin vil ske. Dog fandt en fra vores gruppe ud af at stædighed helt klart er vigtigt, hvis man vil anvende Fiasp og Tandem-pumpen sammen, for hvis man blot startet pumpen igen, og forsøger at tage sin bolus igen, så virker det fint. Gentagelse og stædighed er altså nøgleord når det kommer til Fiasp/Tandem-kombinationen!

Genstart og sluk af pumpen: Da Tandem-pumpen er så teknologisk anderledes end andre pumper, så virker det ikke bare at kunne holde en knap nede eller fjerne et batteri for at slukke den. Først og fremmest, så er det ikke muligt at fjerne batteriet – det er genopladeligt, husker du jo nok – og hvis pumpen kunne slukkes af at man holdte den eneste knap der er på den nede, så ville den nok føles en del mere usikker end den egentlig er. Derfor er metoden for at genstarte eller slukke sin pumpe følgende; sæt pumpen til strøm (vent til den har bippet to gange), og lås den op. Hold derefter knappen nede i 30 sekunder, hvorefter den slukker. Hvis der tale om genstart på grund af en fejl på pumpen, så lad pumpen hvile i 10 minutter inden du tænder den igen.

Support på pumpen
Nu er jeg ikke en af dem der kontaktede support, men to af dem fra gruppen havde haft behov for det. Den ene ringede kl. 21.30 om aftenen, og den anden kl. 5.30 om morgenen. Begge gange blev der svaret med det samme, og der var en upåklagelig kundeservice. Selv testede jeg dette efter i fredags ved en 12-tiden, og selv der blev support-telefonen taget uden tøven. Der var flerstemmigt enighed om at supporten og kundeserviceniveauet hos Rubin Medical er fremragende.

Anmeldelse · App · Diabeteslogbog · mySugr

Tæm dit indre diabetes-monster med mySugr Diabetes Tracker Log

En af de ting jeg har hørt gentagende gange i løbet af min tid med diabetesforeningens børne- og familiegruppe var hvordan det var hårdt, frustrerende og irriterende at skulle tvinges til at logge sin diabetes-information. De fleste kender det, uden tvivl – og jeg er i den grad en af dem der har levet med at logge min diabetes i en længere periode for at tilfredsstille min daværende diabetesbehandler. Jeg noterede insulin, blodsukre, motion og dertilhørende noter for at blive godkendt til at få en insulinpumpe. Mine besøg var ofte, og hver gang skulle jeg sende de noter til min behandler dagen i forvejen senest. Hvis noget kan lede til udbrændthed hos diabetikere, så er det i høj grad at blive tvunget til at logge ens diabetes til mindste detalje. Dengang var der ikke særlig mange kommercielle metoder til at registrere ens diabetesinformationer, udover logbogen fra diabetesrelaterede firmaer eller andre notesbøger/papirer/spreadsheets.

Senere hen kom bluetooth-integrerede blodsukkermålere, og dertil kom der kommercielle apps til ens telefon som gjorde at ens logbog faktisk var med en hele tiden. Dette blev måske ikke set som en kæmpe revolution for de fleste diabetikere, men for (forældre til) logbogsudbrændte diabetikere så var det jo nærmest en gave der blev ved med at give! Nu var alt samlet, og man fik indsigt i ens udvikling som man ellers kun ville kunne se gennem enten at analysere sine tal selv, eller ved at bede ens behandler undersøge udviklingen og kommentere på den. Selv var jeg meget datainteresseret og måler stadig min egen udvikling jævnligt den dag i dag.

Men hvad har alt det med mySugr at gøre? – Jo, mySugr er nemlig den første af disse kommercielle diabeteslogbogsapps jeg nogensinde stødte på. Jeg er selv meget interesseret i feedback på mine handlinger, hvilket mySugr er ganske galant for at give kontinuerligt. Nedenfor kan du læse med, når jeg fortæller lige præcis hvorfor jeg har anvendt mySugr i så lang tid – og samtidig også hvorfor jeg ikke længere anvender mySugr kontinuerligt, men derimod i sporadiske perioder.

Først og fremmest; hvad er mySugr?
mySugr har en vision om at få diabetes til at fylde mindre og være mindre træls for diabetikeren. Der stiles efter at samle data og give et overblik over ens blodsukker, ens anslåede langtidsblodsukker, ens sensor-data (hvis man har sådan en), ens insulinberegninger med mere. Med et team som samlet set har levet med diabetes i 227 år, og en app som er et ’’class 1 medical device’’ i både USA og EU, så er der garanti for at teamet og appen arbejder godt sammen om at understøtte diabetikeres logbogsbehov.
Appen i sig selv har over 1.000.000 brugere,  og er designet til at integrerer diabetesbehandlingen i hverdagen ved brug af et brugervenligt interface til at sikre en overskuelig proces når der skal registreres behandlinger.
Appen kan hentes til android og iOS, og er gratis at anvende. Man kan, hvis man er interesseret, anskaffe sig premium-medlemskab, som giver adgang til udvidede funktioner.

mySugr-appen har i en god rum tid været min bedste ven når det kom til min diabetesbehandling. Når jeg tænker tilbage på de utallige ark papir der er blevet brugt på at notere diabetesbehandlingerne ned, for derefter at kassere dem efter de har været skannet ind og sendt til min behandler, så tænker jeg bare ’’puha, sikke noget rod!’’. Jeg var træt af det hele, jeg gad ikke tage insulin og jeg gad da slet ikke notere ned. At tjekke blodsukker var en plage og meget af tiden løj jeg da også om mængden af målinger samt hvad resultaterne af dem var.
Men da mySugr-appen blev udgivet, var det som om det hele blev lidt lettere. Ikke flere papirer, ikke flere bøvlede notater jeg ikke selv kunne læse – det var en hel befrielse!
Jeg brugte mySugr ofte og længe, inden jeg blev sat på pumpe. Da jeg fik min første insulinpumpe blev jeg gjort bekendt med aflæsningen af både måler og pumpe i udstyrets dertilhørende software til computeren, hvilket helt og aldeles fjernede behovet for at notere ned i både logbog og app. Alle data var samlet, der blev givet råd og vejledning, og ens konstante urolighed omkring man nu havde husket at taste ind/skrive ned var minimeret.

For et halvt år siden vendte jeg så tilbage til mySugr, da jeg hørte om partnerskabet mellem mySugr og Roche (Accu Chek). Nedenstående gennemgang er derfor ud fra en kombination af nyere oplevelser med appen, og minder jeg har fra dengang jeg anvendte appen selv. Der er samtidig også en sektion hvor jeg fortæller om mine utilfredsheder omkring appens funktionalitet nu om dage, men det kommer jeg tidsnok til.

Pointsystem der får en til at registrere mere; måske er det bare mig, og måske er det kun fordi jeg er så pokkers glad for udfordringer, men jeg elsker virkelig appens initiativ med at ville registrere point for hver post. Taster du insulin? +2 point! Taster du blodsukker? +2 point! Og det bliver ved! For hvert lille punkt du kan registrere noget om, er der point at hente. Og appen er indstillet til 60 point som mål pr. dag for at tæmme det lille monster. Monsteret i sig selv er også en morsom fornøjelse til tider, med små kommentarer til dine registreringer. Mit har gentagende gange sagt at noget var meget sødt, når jeg har ligget i det hyperglykæmiske område (et blodsukker uden for det ønskede måleområde, i daglig tale).

Besværlighed på forskellige brugerniveauer; hvis du er en af dem der bare tester blodsukker med en af de kompatible blodsukkermålere, og ellers bruger bolusberegneren i appen for at regne dertilhørende insulin ud, så er dette lille brokkeafsnit nok ikke så relevant. Men hvis du er bare lidt lige som jeg, og faktisk anvender en pumpe og/eller en sensor, så bliver det hele straks lidt mere kompliceret. Selvom jeg elsker appens design og funktionalitet på det basale niveau hos en MDI-diabetiker (MDI = multiple daglige injektioner), så er jeg godt og grundigt frustreret over appens manglende integrering af f.eks. sensoranvendelse. På trods af at du på Apple-enheder kan synkronisere din app så du kan få din sensor-data vist i appens lille herlige graf, så kan du ikke bruge din sensor-data til andet. Den kan ikke anvendes som en direkte blodsukkerindtastning, og den giver ingen point.

I nyere tid er der flere og flere der anvender f.eks. Abbotts Freestyle Libre, og som faktisk anvender LibreLink dertil. LibreLink, som gør ens telefon til en skanner, fremfor den dertilhørende skanner/blodsukkermåler, var tilbage i medio 2016 understøttet af mySugr. Dette er dog ikke længere tilfældet – så dér må man som Libre-bruger se sig slået. Alligevel, hvis man enten søger på internettet eller bare inde på appens egen manual/FAQ-side, så vil man se et dybdegående afsnit om hvordan man kan koble LibreLink-kontoen sammen med sin app. Siden min tid med Libre startede tilbage i november 2017, har dette ikke været en mulighed.
Deres FAQ-side er, som vi kan se på ovenstående tilfælde, ikke ligefrem opdateret med nyeste viden på trods af at den version jeg sidder og kigger på i skrivende stund er fra 13. marts 2019 (version 3.56 til iOS). Derfor bliver man stadig som bruger informeret om at det er muligt at importere sin egen sensordata/blodsukkerdata som CSV.-fil, ved at gå til hello.mysugr.com og vælge deres ’’importer’’. Gør man dette vil man blive mødt af en besked om at dette ikke understøttes i Danmark. For at være på den sikre side tjekkede jeg via VPN-funktioner også om dette er tilfældet i andre lande, herunder USA, England, Irland, Tyskland, Sverige og Norge. Samme besked dukker op; ikke understøttet.

Tilkobling af understøttede blodsukkermålere; noget jeg er rigtig glad for, i min tid hvor jeg anvender mySugr, er deres understøttelse af min absolut favorit-blodsukkermåler; Accu Chek Mobile. Nej, jeg prøver ikke at overtale dig til at anskaffe dig måleren – det venter jeg med til en anden god gang!  – men jeg synes altså det er så befriende at man kan sætte en adapter til sin måler for derefter at få overført ens blodsukre fra måleren til appen. Naturligvis kan man gå skridtet videre og have en Accu Chek Guide-måler, som er lille, kompakt og intuitiv i designet. Guide-måleren er koblet direkte til appen uden en adapter og passer derfor perfekt til dem der vil have en lille måler uden at gå på kompromis med dataoverførslen (for lad os være ærlige, Mobile-måleren er altså stor nok uden en adapter koblet til!).
Tilkobling af en af de to målere er ganske simpel, og tager ikke mange sekunder (medmindre du er ligesom jeg, og anvender en Huawei-telefon. Disse understøttes ikke til blodsukkermålerforbindelse).

Blodsukkermålere med egne apps; hvis du har en blodsukkermåler som tydeligvis har bluetooth-funktion, da den sikkert har en app selv (f.eks. MyLifes kommende Unio-måler), så ville du sikkert tænke at det ville være rart at anvende den sammen med mySugr. Desværre er dette ikke en mulighed, da det i skrivende stund kun er Accu Chek Mobile og Accu Chek Guide som er understøttet. Men hey, hvis du anskaffer dig en af de to og kobler den til så får du ubegrænset premium-medlemskab hos mySugr! Det er da en god handel! 😉

Desværre, kan jeg ikke give komplimenter for appens kundeservice. Jeg er relativt flydende i mit engelsk, og da mySugr er et internationalt firma nu, startede jeg med at kontakte dem på engelsk ang. Den manglende funktion der var i at kunne importere mine sensor-data. Dette gjorde jeg tilbage i primo januar. Da der var gået to uger i arbejdsdage tillod jeg mig at kontakte dem via Facebook for at informere dem om at jeg ville anvende appen men at denne funktion virkelig ikke virkede og da jeg anvender min Libre, så var dette relativt vigtigt. Det er i dag fem dag siden jeg fik svar – med andre ord; jeg fik et respons på en kundehenvendelse hele tre måneder senere.
Det kan jeg sådan set godt se igennem fingre med; måske ville de undersøge problemet inden de kontaktede mig? – men det lader dog ikke til at være tilfældet, da jeg får følgende besked: ’’hello Helene! I’m so sorry! We didn’t see your message before now ☹ Unfortunately, we cannot import data from Freestyle Libre at this time. Let us know if you have any further questions!’’
Mine henvendelser via mail var dog en smule mere succesfulde – troede jeg – da jeg fik respons relativt hurtigt. Her kunne jeg dog godt erkende at jeg måtte give fortabt. Jeg fik svar tilbage på tysk, på trods af at jeg skrev min henvendelse på engelsk, og da jeg svarede dem på engelsk fik jeg endnu et svar tilbage – på dansk. Begge svar fra den samme medarbejder. Da jeg valgte at give op, og leve med at jeg ikke kunne anvende mySugr sammen med min sensor, begyndte jeg dog at modtage mails om at jeg ikke havde afsluttet min henvendelse. To mails blev det til, inden jeg kontaktede dem endnu engang – denne gang for at informere dem om at jeg ville skrive denne anmeldelse af deres app. Derefter har jeg intet hørt fra dem.  

Vil jeg anbefale at man anvender appen i forbindelse med sin diabetesbehandling? 
På trods af min lettere negative holdning til nogen af de elementer og udfordringer er der ved anvendelse af appen sammen med andet diabetesudstyr, så synes jeg stadig at det er en fantastisk app! Specielt for dem som finder logbogen uoverskuelig og kedelig, og som gerne vil have et feedback umiddelbart efter deres indtastning. Kan man leve med at taste ind både på pumpe og på telefonen, så er det helt klart en god måde at gøre tingene på! I den tid jeg anvendte min Accu Chek Insight-pumpe, anvendte jeg appen til bolusberegner, da den også tager højde for ens basalinsulin. Så ja, jeg vil anbefale dem der kunne få glæde af appen afprøver den. Den er måske ikke så teknisk brilliant som f.eks. LOOP til iPhone, eller AAPS/NSClient til Android, men for dem der måske lige er gået igang med at logge deres diabetes selv, så er den helt klart et dejligt friskt pust i forhold til den relativt alvorlige verden diabetes og diabetesbehandling faktisk er.