Ikke kategoriseret

Jeg tager en pause fra Loop…

Pause fra Loop – hvorfor dog det?!

Officielt har jeg brugt (semi)automatiseret insulinbehandling i flere år. Allerede før det havde jeg anvendt digitalisering af min behandling i form af forskellige metoder der kunne automatisere processen bare en smule (f.eks. kulhydratberegnere, bolusberegnere mv.). Det hele har længe været meget cyborg-agtigt for mig.

Jeg har altid ærgret mig over at jeg ikke kunne bygge Loop til iPhone. Jeg har en android-telefon, så det har ikke været nødvendigt, men jeg savner at bruge min iPhone rigtig meget. Derfor har jeg over en længere periode arbejdet med at bygge en virtuel maskine på min bærbar der kunne agere som en Mac så jeg kunne få lov til at bygge LoopIOS. Desværre har dette aldrig lykkedes mig. Jeg har muligvis en oldnordisk bærbar der hellere vil agere middelalderlevn end samarbejde, så det er nok der roden til problemerne ligger.

I sidste uge besluttede jeg mig for at jeg ville gøre alt jeg kunne for at få det til at virke. Da det ikke fungerede, anerkendte jeg nederlaget, men indså samtidig også at jeg nu stod med en seriøs omgang diabetes-træthed.

Til dem af jer der ikke er bekendt med min definition af diabetes-træthed (diabetes distress), så er det basalt set at min diabetes, og behandlingen af den, fylder så meget i mit hoved at jeg bliver træt, ked af det, frustreret og/eller sur på alt og alle når det ikke går som jeg vil have det til. Jeg har brug for kontrollen, men jeg vil også have at det skal være så let som muligt. Jeg gider ikke slås i flere dage med noget jeg kan betale mig fra (så hvorfor ikke bare købe en MacBook? – fordi de koster det hvide ud af øjnene…).

Min diabetes-træthed skyldes ikke kun at jeg ikke kan bygge en Mac på min bærbar og få det hele til at virke den vej igennem. Nej, det er i høj grad også fordi jeg er blevet doven med min behandling. Jeg tog faktisk mig selv i det her i går, hvor jeg lå på 10,2mmol/l i en times tid. Jeg så tallet, men gjorde intet ved det. Hvorfor ikke? – fordi jeg var blevet så vant til at min Loop bare regulerer min basalrate således at mit blodsukker falder. Resultatet? Jeg ignorerede tallet og var helt uforstående over for hvorfor jeg ikke faldt igen. Det er lige præcis det her jeg prædiker om når jeg holder oplæg omkring looping – du må ikke falde af på den!

Når jeg siger at jeg tager en pause fra Loop, så mener jeg det helt bogstaveligt. Jeg slukkede for Loop og min RileyLink, fjernede den gamle OmniPod-pod og fandt min fjernbetjening frem igen. Jeg indstillede en basalrate ud fra mine nyeste indstillinger i Loop, sammen med min kulhydratratio og insulinfølsomhed, og bum, så var der ellers gang i den gode gamle fjernbetjening igen. Min sensor-kombo går jeg jo ikke på kompromis med!

Sagens kerne er at vi sagtens kan stole på vores elektronik. Vi kan sagtens slå benene op, lade skægget stå og slappe af. Men det kan også blive en sovepude. Vi kan også blive for dovne, falde i søvn bag rettet og glemme at det er vores liv der er på spil. Jeg holder ikke en pause der varer uger eller måneder, men jeg er nødt til at erkende at jeg var blevet så doven og ligeglad med min egen diabetes at jeg faktisk ofte ignorerede den. Det er ikke i orden, specielt ikke når jeg prædiker over for andre hvor vigtigt det er netop at undgå den faldgrube. Så her er jeg, tilbage på min kære fjernbetjening og med 24+ timer inden for mit ønskede målområde, fordi jeg tog mig sammen og faktisk gør noget ved min diabetes.

Pas på jer selv, ikke blot i denne sære tid vi lever i, men også generelt. Følg retningslinjerne fra regeringen, også selvom I ikke er helt enige. Lad være med at tro, at bare fordi vi må tage på arbejde, og toiletpapir ikke længere er guld værd, så er det hele som det plejer. Gå med maske i tætbefolkede områder og hold en god hånd-hygiejne.

Det var alt for denne gang! Næste indlæg, hvis nogen er interesserede, er om den nye og mere miljøvenlig sensor GlucoMen Day, som ikke blot er nålefri og sender målinger hvert minut, men som også kan købes som privatperson.

Glimmerglykose